UNG I FOLKEBÅD: Folkebåden er det perfekte afbræk fra studiet

Udskriv

Cecilie Hansen bruger langt de fleste af sine vågne timer på at skrive sit speciale i psykologi, men når bøgerne smækkes i, nyder hun at komme ud og sejle i Folkebåden.

Af Daniel Tidemann

23-årige Cecilie Hansen er til daglig psykologistuderende ved Aarhus Universitet og er lige nu i gang med at skrive sit speciale. Hun bruger derfor mange timer med hovedet begravet i både bøger og computerskærm, men i Folkebåden har hun mulighed for at skifte metode og teori ud med vindspring og skiftende vejrforhold. Alt sammen noget, der er med til at give mindeværdige oplevelser, “Jeg elsker at komme ud og sejle og få vind og vand i ansigtet. Det giver virkelig en dejlig fornemmelse at kunne lade de ting, der er på land blive på landet, og så bare komme ud og være til stede i nuet og få noget frihed.” Cecilie har været på vandet, siden hun var et halvt år gammel, så sejlads har altid været en vigtig del af hendes liv. Hun nyder at komme ud at sejle og være sammen med de mennesker, hun holder af. “Selvom man kun har været på vandet i en time eller to, føles det altid som om, man har været væk meget længere. Det giver mig et mentalt frirum,” fortæller Cecilie Hansen.

Både kapsejlads og tursejlads kan noget

Selvom Cecilie elsker de mange kapsejladser i Folkebåden, har tursejlads også en helt særlig plads i hendes hjerte. “Jeg sejler en del tursejlads, og det har jeg sådan set gjort, siden jeg var helt lille. Da sejlede jeg tit rundt i Danmark med min onkel i hans Folkebåd, og det skal vi da helt bestemt også i år,” siger Cecilie Hansen. På trods af, at Cecilie nyder at sejle tursejlads med familie og venner, glæder hun sig også til at komme ud på kapsejladsbanerne igen. “Jeg håber, at vi kan komme ud til nogle stævner og sejle en masse kapsejlads. Jeg vil selvfølgelig gerne være med til så mange kapsejladser som muligt, og den del glæder jeg mig også rigtig meget til,” fortæller Cecilie Hansen