Stærkt fællesskab og stor sejlglæde ved Tune Up i Kerteminde

Stærkt fællesskab og stor sejlglæde ved Tune Up i Kerteminde

I weekenden den 12. og 13. april blev sæsonen skudt i gang for Folkebådsklassen med det traditionsrige Tune Up-arrangement i Kerteminde. For 5. år i træk lagde Kerteminde Sejlklub rammer til en weekend fuld af intens træning, sejlerglæde og fællesskab – og endnu en gang med stor succes.

Hele 20 både var på vandet, og det var tydeligt, at deltagerne havde glædet sig til at komme i gang med sæsonen 2025. Smilene var store og stemningen i top – både på land og til vands. Arrangementet viste endnu en gang sin stærke tiltrækningskraft med deltagere fra hele 4 nationer. Tre både fra Tyskland, én fra Sverige og én fra Holland.

Et særligt højdepunkt var, at tre nye besætninger i klassen var med for første gang – en tydelig indikation på klassens styrke og sammenhold. Et varmt velkommen skal lyde til:

  • DEN 691 – Jacob Jacobsen, Kerteminde Sejlklub
  • DEN 771 – Michael Royal Petersen, Nyborg Sejlklub
  • DEN 1152 – Magnus Heegaard, Egå Sejlklub

Hele weekenden blev der arbejdet målrettet med farttræning, starter og mærkerundinger. Lørdag bød på ideelle forhold med 5 m/s og fladt vand, mens søndagens sydøstlige vind på op til 10 m/s gav deltagerne en helt anden udfordring – og værdifuld erfaring med bølger og sejlads i krævende forhold.

Et centralt omdrejningspunkt for weekenden var Theis Palm´s viden, sparring og fælles udvikling. Theis Palm delte generøst ud af sin store viden og gav praktiske tips til alle besætninger både på vandet og om aftenen, hvor der blev dykket ned i trimning af storsejl, skødning og andre detaljer, der gør forskellen på kapsejladsbanen.

Lørdagen sluttede med et fælles oplæg, hvor ikke bare spørgsmålene, men også engagementet var i top. Bjørn Stephensen sørgede desuden for, at alle deltagere blev klædt godt på med en introduktion til de nyeste kapsejladsregler – en vigtig brik i forberedelserne til sæsonens konkurrencer.

Søndagen bød på både intens træning og værdifuld efterbehandling. Dagens sejladser blev dokumenteret med dronebilleder og video, som efterfølgende blev brugt til at analysere brugen af strut og mastens bevægelser – en lærerig afslutning på en weekend fyldt med udvikling.

Deltagerne og Folkebådsklassen viste sig fra sin bedste side – ikke kun på vandet, men i høj grad også på land. Her blev det stærke fællesskab, hvor erfarne sejlere hjælper nye ind i klassen, og hvor alle bidrager til hinandens udvikling, endnu en gang bekræftet.

Rusten er banket af, justeringerne er på plads, og energien er høj. Med Tune Up i Kerteminde som afsæt, er 2025-sæsonen i Folkebådsklassen for alvor i gang – båret frem af glæden ved sejlads og et fællesskab, hvor engagement og hjælpsomhed er i højsædet.

God sejlsæson til alle!