Forsker til hverdag og folkebådsentusiast i fritiden
Erik Skov Madsen forsker i produktionssystemer og cirkulær økonomi på Syddansk Universitet, hvor han også er lektor. På Folkebåden er det akademiske arbejde byttet ud med vind, vejr og luft.
Af Daniel Tidemann
63-årige Erik Skov Madsen er til daglig forsker, men har også en baggrund som håndværker. Derfor holder han også ekstra meget af det praktiske arbejde, som Folkebåden kaster af sig. Han har sejlet i 12 år og nyder det afbræk, Folkebåden giver fra hverdagen. Nogle af planerne for den kommende sæson er allerede lagt, men først og fremmest ser Erik allermest frem til bare at komme af sted.
“Jeg glæder mig bare til at komme ud og sejle nogle ture. Jeg skal rundt om Langeland. Jeg tror også, at jeg skal til Kiel. Jeg har en datter, der bor dernede,” fortæller Erik.
Erik sejler med mange forskellige - både med familie og venner, men også nogle gange alene på aftenture. “Det er et dejligt frirum fra en hverdag med meget teori og læsning.”
Erik nyder det enkle liv på Folkebåden
Noget af det, Erik allerbedst kan lide ved Folkebåden, er, at den giver plads til det enkle.
“Båden er en spejderbåd, og den er nem at gå til. Det er det enkle liv. Der er ingen indenbords motor, og der er kun to sejl,” fortæller Erik.
Udover bådens unikke brugervenlighed, så har Folkebåden også en flot designmæssig stil, mener Erik Skov Madsen. Derudover elsker Erik som gammel håndværker at sætte båden i stand.
“Det er en flot båd, og det er en klassisk båd. Uanset hvor jeg kommer, får jeg at vide, at det er en flot båd, og det synes jeg jo også selv. Jeg er jo gammel håndværker, så jeg kan også godt lide at gå og skrue på den og holde den i fin stand samt det træarbejde, der er ved den,” siger Erik Skov Madsen.
Eriks Folkebåd er navngivet Frøken Himmelblå, og han glæder sig til endnu en sommer, hvor det handler om at blive udfordret af elementerne og nyde friheden.
Artiklen er bragt i forårsnummeret 2021 af FolkebådsNYT
HENRIK KOLD FANDT VARMEN I SEJLSPORT
Henrik Kold fra Kerteminde Sejlklub reflekterer over et liv på vandet. Sejlsporten har budt på meget, men først og fremmest har den givet ham fantastiske venskaber og oplevelser, han aldrig glemmer.
Af Daniel Tidemann
65-årige Henrik Kold har bogstaveligt talt været på vandet, lige så længe kan han huske. Eventyret startede, da han som 5-årig blev introduceret til sin fars egen hjemmebyggede jolle. Og allerede før hans første runde fødselsdag fik han sin egen Optimistjolle, og siden da har Henrik Kold ikke kigget sig tilbage. Sejlsporten er blevet hans liv.
Venskaber på vandet
På trods af at have vundet adskillige DM-titler og guldpokaler i årenes løb, er det de fantastiske venskaber og bekendtskaber fra livet på vandet, der står klarest tilbage, når Henrik reflekterer over livet på vandet. Sejlsport er mere end bare en sport. For Henrik blev det en livsstil. “Sejlsporten går i blodet, og det gør den for rigtig mange. Især hvis man kommer i gang i en ung alder. Man bliver bidt af det, og folk bliver hængende i sejlsporten igennem hele livet,” fortæller Henrik Kold. Det er særligt kammeratskaberne fra livet i sejlsporten, der får mange til at blive hængende. “Det bedste, sejlsporten har givet mig, er utroligt gode kammerater, for man møder virkelig mange spændende mennesker. Man konkurrerer benhårdt på banen, men når man kommer i land, er man først og fremmest gode kammerater.” Henrik har selv prøvet flere end 10 forskellige bådklasser gennem tiden, men han er altid vendt tilbage til Folkebåden. “Der er en speciel ånd og et specielt sammenhold i Folkebåden. Man hygger sig virkelig med hinanden”.
Sejlsport blev til social arv
Selvom Henrik i dag har lagt rorpinden på hylden, lever familietraditionen videre i bedste velgående hos hans døtre. To ud af hans tre døtre er trådt i fars fodspor og sejler selv den dag i dag. Det vækker glæde hos Henrik. “Det betyder rigtig meget for mig, at mine piger er blevet glade for at sejle,” siger Henrik Kold. Et helt liv på vandet har kastet stor erfaring af sig - især når det kommer til trim og taktik - men på trods af det, påstår Henrik Kold, at han kender sin besøgstid, når det kommer til at rådgive døtrene. “Ja…. Ej, det er svært ikke at blande sig, men det skal man lade være med! Jeg har ikke så svært ved det,” lyder det med et stolt smil fra Henrik Kold. Selvom Henrik godt kan finde ud af ikke at blande sig for meget i døtrenes sejlads, er der naturligvis stadig plads til sportslig sparring far og døtre imellem. “De vil egentlig gerne have, at jeg siger nogle ting, men det er dem, der har kommandoen. Jeg har også sejlet lidt med dem, men det kan min ryg og nakke ikke rigtig holde til længere.” I efteråret 2019 købte Henrik og familien en gammel Folkebåd i meget dårlig stand. Målet var i fællesskab at totalrenovere den, og efter mange hundrede timers vinterarbejde, kunne båden søsættes i maj 2020. “At arbejde for og med mine piger hele vinteren om dette projekt og sejle med dem nogle gange i løbet af sæsonen 2020, hvor det var dem, der tog ansvaret og jeg bare nød at være med, har virkelig givet en fantastisk glæde,” fortæller Henrik Kold.
Folkebåden er for alle
Folkebåden er den mest udbredte 3-mands kølbåd i Nordeuropa. Ifølge Henrik er den ud fra et økonomisk perspektiv en ganske fornuftig investering, og derudover er Folkebåden garant for gode sommerferieture samt oplevelser, man ikke glemmer. Desværre er der, hvis man spørger Henrik, alt for få nye ansigter i miljøet. “Sejlsporten er desværre kørt rigtig meget ned ad bakke deltagermæssigt, så vi har brug for nogle nogle nye og unge ansigter i Folkebåden.” Henrik ærgrer sig over udviklingen i deltagerantallet. Ifølge ham appellerer Folkebåden nemlig netop til unge mennesker. “I Folkebåden kan du få lov at komme ud til nogle rigtig store stævner med mange deltagere. Der er et helt fantastisk fællesskab ude til de her stævner, og det skal de unge også ud at opleve.” Spørger man Henrik, har Folkebåden en unik kvalitet, som andre bådklasser ikke har. “Folkebåden er for ALLE. Den kan både sejles af drenge og piger, og så konkurrerer man mod hinanden på lige vilkår. Der er fantastisk konkurrence, men vi mangler desværre mere bredde i sejlsporten lige nu.” På trods af bekymringen, er der dog også håb at spore hos Henrik Kold. “Bare her i Kerteminde er der for nyligt kommet tre besætninger med unge mennesker, så de unge er måske på vej ind i sejlsporten igen. Alle os gamle folkebådssejlere er glade for, at der kommer nogle nye ind i klassen, og de vil blive taget imod med kyshånd!”
Nordisk Folkebådstræf 2022 Nordic Folkboat Meeting 2022
Foto: Henrik Dalgaard
Et event for alle med kærlighed til Folkebåden
Den rynkede dame fylder 80 år, og det skal fejres! En fejring, der både tager form som et internationalt Danmarksmesterskab og en flydende bådudstilling af Nordens smukkeste båd - den Nordiske Folkebåd.
Nordisk Folkebåd, blot kaldet Folkebåd i folkemunde, er et stykke flydende nordisk design, der bygger på stolte bådebyggetraditioner - endda optaget på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv. Den klinkbyggede båd fra 1942 tiltrækker den dag i dag Danmarks bedste kapsejlere, skarpeste æstetikere, braveste tursejlere, sejeste unge og stærkeste ældre. Dem har vi tænkt os at samle til et brag af en fejring, der netop skal rumme alt det, Folkebåden leverer på - fællesskab, passion, livsnydelse.
Grenaa Sejlklub inviterer i samarbejde med FABLE - Foreningen af Aktive Bevaringsværdige Lystfartøjer i Ebeltoft og Dansk Folkebådsklub til 80-års fødselsdag og Danmarks Idrætsforbunds Danmarksmesterskaber for Nordisk Folkebåd. Det hele løber af stablen d. 30. juni til d. 2. juli 2022. Man er hjertelig velkommen, hvad enten man kommer sejlende eller kørende forbi til en enkelt moleøl eller har lyst til at deltage i alle festlighederne!
Mere information bliver delt løbende på begivenheden på Facebook. Al relevant information vil ligeledes være at finde på Manage2Sail.
For folkebådsentusiasterne på land: Folkboat Shore Social Meeting
For kapsejlerne: Nordic Folkboat International Open Danish Championship 2022Tilmelding sker her
ENGLISH:
/) An event for everyone with affection for the Folkboat /)
The wrinkled lady turns 80 and it needs to be celebrated! A celebration that takes the form of both an international Danish Championship and a floating boat exhibition of the Nordic region's most beautiful sailboat - the Nordic Folkboat.
Nordic Folkboat, simply called Folkboat, is a piece of floating Nordic design based on proud boatbuilding traditions - even included on UNESCO's list of intangible cultural heritage. Even today the clinker-built boat from 1942 attracts Denmark's best racing sailors, sharpest estheticians, bravest cruising sailors, coolest young people and strongest seniors. We intend to gather them for a blast of a celebration that will accommodate everything that the Folkboat delivers - community, passion, enjoyment of life.
Grenaa Sailing Club invites in collaboration with FABLE - the Association of Active Preservation-Worthy Pleasure Vessels in Ebeltoft - and the Danish Folkboat Association to 80th birthday and the Danish Championships for Nordic Folkboats. It all takes place on June 30 to July 2, 2022. You are welcome, whether you come sailing or driving past for a single beer on the pier or want to participate in all the festivities!
More information is shared on an ongoing basis at the event on Facebook. All relevant information is also available on Manage2Sail.
** FINALLY THE REGISTRATION PAGE IS OPEN - SIGN UP BEFORE YOUR FOLKBOAT FRIEND **
... and that applies whether you come driving, biking or sailing by for fun and celebration, good tips and tricks, racing - just a few days in nice company with the Folkboat familiy.
We have made two registration options
For the folkboat enthusiasts on shore: Folkboat Shore Social Meeting
For the racers: Nordic Folkboat International Open Danish Championship 2022
The meeting program contains exciting activities for EVERYONE, so hurry up and sign you, your boat and possibly crew up.
Registration takes place here
Sølvroret 2021 set fra en Folkebåd
Af Petra Jørs, Pegasus, DEN 639
Denne beretning skal handle om mit andet forsøg på at gennemføre den 134 sømil lange singlehand-sejlads rundt om Fyn kaldet Silverrudder eller på dansk Sølvroret.
Med en forårssæson der mest af alt blevet brugt på et kontor i Stockholm, kun afbrudt af lidt J80’er-sejlads ud for den stockholmske ø Djurgården, var min Folkebåd stadig at finde på land, da jeg vendte snuden hjemad til Danmark i august. Det betød et par intensive dage med klargøring, før jeg endelig kunne sætte næsen op efter at deltage i Sølvroret, der skulle løbe af stablen fredag d. 17. september 2021. Denne gang i en mindre coronaramt udgave end året før. Torsdagen blev derfor en dag, hvor jeg med erfaringerne rigere fra sidste år både havde tid og overskud, men også mulighed for at nyde synet af de mange deltagende både og snakke med sejlere fra nær og fjern.
Fredag morgen gik starten med slæk på skøderne over startlinjen ud for Christiansminde. Vi blev, som sidste år, sendt øst rundt om Fyn. Der var en del modstrøm ud gennem Svendborgsund. Jeg gik i strømlæ inde under Thurø, hvorefter jeg krydsede renden og gik over under Tåsingesiden.
Ude på Lunkebugten kunne man mærke, at der var god vind. Efter at have rundet Thurø Rev-bøjen gik det nøjagtigt for en foranfortværs 6-7 m/s op langs Fyn med kurs mod Storebæltsbroen. Der var til gengæld stærke kastevinde, men ikke mere end at jeg følte mig totalt tryg nede i cockpittet på mit gode skib Pegasus. Med udsigt til en X79’er, der havde rebet storsejlet og kæmpede noget på løjgangen for at holde båden stangen, priste jeg mig lykkelig for mit klinkbyggede og stabile vidunder, der endda bar fulde sejl. Der var dog heller ikke meget afslapning ombord hos mig, for jeg sad klinet til roret. Dette pga. vindretning og -styrke, der simpelthen gav for stort et rorpres til, at min selvstyrer kunne klare det uden massive udsving. På daværende tidspunkt var jeg dog lykkelig uvidende om, at projekt selvstyrer ikke skulle blive en realitet, før jeg nåede det Sydfynske Øhav igen.
En kamp mod vind, strøm og træthed
Det gik ganske strygende, indtil jeg passerede lavbroen i Storebælt. Så gik vinden i nord, og det blev til kryds. Jeg nåede et par lange krydsben, inden vinden gik i nordøst, og rundede Fynshoved ved mørkets frembrud. Inden da havde jeg fået sat lanternerne på både for og agter. Heldigt at jeg var så fremadskuende, for det blev endnu hårdere arbejde nord for Fyn. En vindstyrke i perioder helt op til 14 m/s i stødene holdt mig i cockpittet og krævede, at jeg sad klinet til rorpinden de næste mange timer med en fok, jeg ikke kunne spile ud, men som blot blev hevet godt hjem, så den ikke stod og slog for meget.
På lænsebenet nord for Fyn blev jeg udfordret ift. at sikre mit velbefindende, dvs. væske- og madindtag, tøjskift og bevægelse. Det blev der ikke meget af, men ganske heldigt havde jeg fået feltmad forærende af en bekendt, der netop havde noget i overskud fra sin seneste distancesejlads. Det skulle opvarmes med én enkelt kop vand, der aktiverede et varmeelement i emballagen. Det betød, at jeg i de kritiske nattetimer fik varmt mad og efterfølgende kunne bruge varmeelementet til at sidde på. Meget anbefalelsesværdigt!
I takt med at jeg nærmede mig Lillebælt, blev det et kapløb med strømmen, der ville vende ved firetiden. Det forløb planmæssigt, indtil jeg nåede Tragten, hvor jeg dels blev indhentet af en anden Folkebåd, men også ramte vindstille. Det var faktisk et ganske hyggeligt pusterum tæt omkranset af land og lys fra både Middelfart og Fredericia. Et tiltrængt hvil ovenpå de seneste mange timers hårde arbejde ved rorpinden. Samtidig var jeg løbet ind i min far, der deltog i vores familiebåd, en Hallberg Rassy 41, der er præcis samme årgang som min Folkebåd. Det gode år 1977. Synet af vores Hallberg Rassy er lig med tryghed for mig. Min kære bedstefar købte båden tilbage i starten af 1980’erne, og den har været i familiens eje lige siden, nu med min far ved roret. Midt i den snævre og stille tragt fik jeg lidt snak over rælingen med min far. Vi forsikrede hinanden om, at vi ville nå forbi Fænø, inden strømmen skulle vende. Min far strøg forbi mig på den anden side af Lillebæltsbroen, hvor der kom lidt vind, der dog kørte noget rundt. Jeg kæmpede lidt med den anden Folkebåd, mens manglende koncentration og træthed ramte mig som en hammer.
Sikkerhed først
Ud for Fænø vendte strømmen for alvor, mens jeg lå og kæmpede med at fange den minimale vind, der var. Jeg kunne se morild i vandet, der indikerede, at strømmen var stærkere end den fart jeg skød gennem vandet. En endnu større træthedskrise ramte mig. Jeg var virkelig presset til det yderste og kunne slet, slet ikke se mig ud af situationen. Muligheden for at kaste anker eksisterede, men det var nok bedst, hvis det kunne blive inde i Gamborg Fjord eller endnu længere nede ved Føns Vig. Min far var nået ud på den anden side af Tragten og forbi Fænø, så han var i telefonen med sine opmuntrende ord og operative hjerne, der foreslog, at jeg gik ind og kastede anker for at få noget søvn. Man har sikkert tydeligt kunne se på TracTrac, at mine krydsben blev noget mere hakkede og ukoncentrerede. Lyset kom snigende ved fem-tiden, og jeg var nu endelig ude på den anden side af modstrømmen. Der kom mere vind, men det hjalp ikke på min zombie-tilstand. Jeg havde sat mig op efter en plan, der lød, at jeg sammen med min far ville kaste anker i Føns Vig og få et par timers hvile.
Det var virkelig et lettelsens suk, da jeg gik på fordækket, lod sejlene gå og dumpede ankeret i præcis kl. 6.00 lørdag morgen ud for Ålehoved. Jeg meldte min pause til Silverrudder-teamet, satte mig i cockpittet og nød et par minutters stilhed, mens jeg satte endnu en varm pastaret til livs. Det var virkelig en lettelse og ikke mindst en nydelse at have udsigt til solopgang og vores Hallberg Rassy, der lå for anker et par 100 meter væk.
Selvom køjen er lidt for kort til mine lange ben, har jeg aldrig sovet så godt, som da jeg lagde mig under soveposen den morgenstund. Jeg sov som en sten indtil kl. 11.30, hvor jeg vågnede til sol og vind.
Sidste, men laaange etape
Jeg lettede anker samtidig med min far og begav mig ud på endnu et kryds. Vinden var gået i sydvest. Kryds var for tidligt at blive træt af, for det skulle fortsætte de næste 12 timer. Efter godt fem timers søvn var jeg dog ved rigtig godt mod. Selvstyreren blev endelig taget i brug. Jeg hørte musik, snakkede i telefon og nød livet med udsigt først til Bågø og senere Helnæs. Det var tyndet godt ud i de deltagende både. Os, der var blandt de få tilbageværende, udvekslede anerkendende vink og forstående blikke, når vi passerede hinanden. Krydset fortsatte i det uendelige, da vinden gik endnu mere i syd og senere sydvest. Mørket ramte ud for Avernakø. Dog skulle denne natsejlads tilbringes i mere kendte farvand med alle mine barndomsøer på styrbord side - Lyø, Avernakø, Drejø, Skarø og som den største af dem alle lå Ærø og tronede i baggrunden.
På vej ind gennem Svendborgsund var jeg dybt koncentreret. Nu gjaldt det de aller, allersidste krydsben. Jeg nåede at indhente og overhale hele fire-fem både, der ganske sikkert var endnu mere udmattede af træthed end jeg. Jeg holdt mig under Tåsinge-siden, så godt det nu kan lade sig gøre, da der var en del modstrøm ude i den dybe rende. Til gengæld passede jeg på med at gå for tæt ind under land henne ved broen, da skoven giver utilregnelige kastevinde. Dyrebar viden min gode sejlerven Lars har lært mig.
På den anden side af Svendborgsundbroen kunne jeg pludselig skimte en tomastet sejlbåd forude. Det var min far. Nu kunne det kun gå for langsomt. Jeg skar direkte over mod mållinjen og Christiansminde, så snart jeg kunne holde fri af Vindebyøre. Min far gik over mållinjen, inden jeg nåede ham. Et minuts tid blev jeg truttet i mål og nåede op på siden af ham med ordene: ”Hej far!”. Han havde ikke ænset, at jeg var i hans nærhed, så det var en glædelig overraskelse, at jeg tilfældigvis indhentede ham nøjagtigt ved målgangen.
Jeg gennemførte, som én blandt seks kvinder. Jeg gjorde det godt nok på en tid, der nærmede sig 39 timer. MEN JEG GJORDE DET!
27. januar 2022
Teams, torsdag d. 27. januar 2022
Bestyrelsesmøde i DFK
Tilstedeværende: Søren Kæstel, Michael Møller, Lars Bræstrup, Nikolai Kold, John Wulff, Claus Lund, Petra Jørs
Referent: Petra Jørs
- NFIA v. Per Buch, næstformand i NFIA
Revitalisering af NFIA
- NFIA skal ikke kun bruges til at diskutere klasseregler, men også til at styrke folkebådsklassen som helhed ved at facilitere samarbejde på tværs af landegrænser.
- Koordinering af fælles aktiviteter internationalt fra stævnekalendere til formidling af bådsalg osv.
- Folkebådens 80-års fødselsdag er en oplagt begivenhed, der kan koordineres og samkøres internationalt, hvor vi kan dele best practice og promovere begivenheden i fællesskab bl.a. gennem et fælles logo.
Hvilken international dimension skal vi have fat på?
- Hvad er det, der gør, at klassen i nogle lande og regioner har vind i sejlene? Kan vi inspirere hinanden og erfaringsudveksle på tværs af landegrænser?
- Tursejlersegmentet skal fanges, hvilket DFK allerede har i tankerne. Det kan andre lande måske lære af?
- Generelt vidensdeling på tværs af landegrænser, der kan deles på internationale websites f.eks. NFIA’s hjemmeside. Dette er andre bådklasser gode til f.eks. J70’er-klassen.
Hvordan skal dette organiseres og implementeres?
- NFIA er sårbar, da organisationen ikke er nationalt forankret. Initiativer skal forankres i de nationale forbund, hvor kræfterne findes. Ellers bliver det NFIA, der på egen hånd skal opfinde, udføre og drive.
- Tidligere deltog forpersonerne fra de nationale forbund i NFIA’s møder. De havde observatørstatus.
- DM 2022
- Vi skal tænke i at promovere eventet som et træfpunkt snarere end kun et DM: et træfpunkt, en 80-års fejring af Folkebåden, en folkefest.
- Gode aktiviteter på land for ikke-kapsejlere:
Kåring af Danmarks flotteste folkebåd.
Workshops. - Der er en masse fine muligheder i Ebeltoft, så det bliver de perfekte rammer til at fejre Folkebåden og gennemføre DM.
- Generalforsamling 2022
- Regnskabet er underskrevet og godkendt.
- Budgettet færdiggøres umiddelbart inden generalforsamlingen.
- Vi holder fast i onlineformatet.
- Kommunikationsudvalg
- Vi skal bringe historier om alle og for alle i klubben.
- Vi skal sælge klubben og invitere til, at folk melder sig ind.
- Kapsejladsudvalg
Endelig beslutning vedr. kickingstrap er truffet. Dette offentliggøres på hjemmesiden.
- Tur- og trivelsudvalg
Intet nyt.
UNG I FOLKEBÅD: Folkebåden er det perfekte afbræk fra studiet
Cecilie Hansen bruger langt de fleste af sine vågne timer på at skrive sit speciale i psykologi, men når bøgerne smækkes i, nyder hun at komme ud og sejle i Folkebåden. 
Af Daniel Tidemann
23-årige Cecilie Hansen er til daglig psykologistuderende ved Aarhus Universitet og er lige nu i gang med at skrive sit speciale. Hun bruger derfor mange timer med hovedet begravet i både bøger og computerskærm, men i Folkebåden har hun mulighed for at skifte metode og teori ud med vindspring og skiftende vejrforhold. Alt sammen noget, der er med til at give mindeværdige oplevelser, “Jeg elsker at komme ud og sejle og få vind og vand i ansigtet. Det giver virkelig en dejlig fornemmelse at kunne lade de ting, der er på land blive på landet, og så bare komme ud og være til stede i nuet og få noget frihed.” Cecilie har været på vandet, siden hun var et halvt år gammel, så sejlads har altid været en vigtig del af hendes liv. Hun nyder at komme ud at sejle og være sammen med de mennesker, hun holder af. “Selvom man kun har været på vandet i en time eller to, føles det altid som om, man har været væk meget længere. Det giver mig et mentalt frirum,” fortæller Cecilie Hansen.
Både kapsejlads og tursejlads kan noget
Selvom Cecilie elsker de mange kapsejladser i Folkebåden, har tursejlads også en helt særlig plads i hendes hjerte. “Jeg sejler en del tursejlads, og det har jeg sådan set gjort, siden jeg var helt lille. Da sejlede jeg tit rundt i Danmark med min onkel i hans Folkebåd, og det skal vi da helt bestemt også i år,” siger Cecilie Hansen. På trods af, at Cecilie nyder at sejle tursejlads med familie og venner, glæder hun sig også til at komme ud på kapsejladsbanerne igen. “Jeg håber, at vi kan komme ud til nogle stævner og sejle en masse kapsejlads. Jeg vil selvfølgelig gerne være med til så mange kapsejladser som muligt, og den del glæder jeg mig også rigtig meget til,” fortæller Cecilie Hansen
Læs eller genlæs forårets portrætartikel om Morten Henriksen
Folkebåden har sendt Morten Henriksen tilbage til barndommens bugt
Foto: Jens Lindholm
Morten Henriksen har som professionel sejlsportsaktør rejst verden rundt og kæmpet mod de bedste i flere forskellige klasser. Derfor kom det også som en overraskelse for mange, da han pludselig var at finde ved et klassemesterskab i Folkebåden. Årsagen skal findes i mere end bare sejlads.
af Kristian Jørgensen
Morten Henriksen har hånden på roret, mens Folkebåden glider smidigt gennem vandet på Kerteminde Bugt. Han spejder sig omkring. Noget må være galt, tænker han denne sommerdag i 2019. Med mange års erfaring fra blandt andet Snipe, Soling, Etchells, Matchrace og Melges 24, er han vant til høje knob, brusende bølger og hurtige hænder på rig, reb og ror. Morten Henriksen kigger sig omkring, mens de sydfynske bølger rammer bådens side. Og så går noget op for ham. “Jeg finder ud af, at der ikke er noget galt. Folkebåden sejler bare langsomt,” siger han med et grin og et glimt i øjet. “Hvis man skal sige det lidt pænt, så er det ikke fordi, at man ved at sejle Folkebåd får kriller i maven på samme måde, som når man prøver Rutschebanen i Tivoli. Folkebåden er en jævnt kedelig båd at sejle, men – og det men er rigtig stort – Folkebåden har givet mig nogle helt, helt andre oplevelser, som jeg ikke har haft i andre bådtyper,“ tilføjer Morten Henriksen. I 2020 vandt han et klassemesterskab i Folkebåden, og han er bestemt ikke færdig med klassen, slår han fast.
Den lange sejlerkarriere
Der skulle gå en del år, før den i dag 53-årige Morten Henriksen stiftede bekendtskab med Folkebåden. Spoler vi tiden helt tilbage, så startede sejlerkarrieren, da han som 6-årig fandt sig selv i en Optimistjolle, som hans far havde bygget til ham i familiens garage. Det blev startskuddet til tusindvis af timer på vandet. “I hele min barndom og ungdom var Kerteminde Sejlklub omdrejningspunktet for mig og min familie,” forklarer han. Og Morten Henriksen fandt hurtigt ud af, at han havde flair for sejladsen. Han var med til flere verdensmesterskaber og nordiske mesterskaber i Optimistjollen, ligesom han vandt et holdmesterskab og blev nummer 2 til et individuelt mesterskab. Dernæst fulgte et sidespring til Europajollen og X79, indtil muligheden for at sejle Soling opstod. Og her var det ikke hvem som helst, der ventede på kapsejladsbanerne.
Kamp om OL-pladser
En ung Jesper Bank havde nemlig også besluttet sig for at satse på Soling-klassen. I 1988 spurgte den senere sejlsportslegende, om Morten Henriksen ville være hans sparringspartner op mod OL i Seoul. Svaret var ja. Jesper Bank vandt bronze i Korea, hvorefter han og Henriksen begyndte at konkurrere om at komme med til de olympiske lege i 1992. “I de fire år op til OL i Barcelona kørte vi Europa tyndt og sejlede så meget, som vi overhovedet kunne. Desværre var Jesper Bank bedre end os, og vi kom derfor ikke med til legene. Men vi nåede et niveau, hvor vi var nummer 3 på verdensranglisten. Desværre fungerer sejlads ikke helt som ved 100 meter-løb, hvor der eksempelvis sagtens kan være tre amerikanere med til OL,” konstaterer Morten Henriksen, der senere kunne se Bank vinde OL-guldet. Sliddet har dog alligevel betalt sig, lyder det. “I de år, hvor jeg konkurrerede med Jesper Bank, sugede jeg enormt megen viden til mig omkring kompetitiv sejlads – både taktisk og teknisk. I den periode gik det for alvor op for mig, hvordan man konfigurerer en rig, ændrer faconen i et sejl og hvordan hele opsætningen har betydning. De fire år gav mig et meget højt basalt niveau i forhold til at sejle kapsejlads,“ siger han.
Et tilfældigt opkald
Soling blev et springbræt til Matchrace, en disciplin, som Morten Henriksen mestrede i en sådan grad, at han vandt Europamesterskabet i 1994, ligesom flere Danmarksmesterskaber blev føjet til CV’et. Men i 2000 endte han i et livslimbo. Om sommeren havde han kommenteret sejlsport for TV 2, men da bølgerne havde lagt sig, blev der helt stille. Han havde intet job. Sejlerkarrieren var mere eller mindre sat på hold. Han havde dog en uddannelse som folkeskolelærer i rygsækken, men den tilværelse trak ikke synderligt. Derfor begyndte tankerne at køre: Skulle han nedprioritere sejlsporten og tage et regulært lønmodtagerjob? Men så – ud af det blå – skete noget uventet. “Jeg sidder og ynker og har ondt af mig selv, men så ringer telefonen,” husker Morten Henriksen. I den anden ende af røret var amerikanske John Kostecki, der har vundet 10 verdensmesterskaber i forskellige klasser, fået sølvmedaljer ved OL og sejlet America’s Cup samt Volvo Ocean Race. “Jeg har et job til dig, som du måske vil finde interessant. Kom til Hamborg og lad os tage en snak,” lød det fra John Kostecki. Morten Henriksen fik tilbudt et job som Matchrace-manager, hvor han skulle opstøve talenter i Tyskland med potentialet til at sejle Americas Cup. Det var hans første deciderede professionelle job i sejlsport, hvor han var lønnet og arbejdede fuldtid. Det blev startskuddet til en mangeårig karriere som konsulent, træner, professionel sejler og taktiker for hold i hele verden i mange forskellige bådtyper, som stadig varer ved i dag. Hans hverdag er i dag delt op i to spor: Sejlads på den ene side og arbejdet som erhvervscoach og parterapeut på den anden side.
Folkebåd med familien
Morten Henriksen har et hektisk og privilegeret sejlerliv, hvor han får penge for at rejse verden rundt og konkurrere med nogle af de bedste. Derfor var der muligvis nogle, der undrede sig, da han begyndte at sejle Folkebåd. Han indrømmer dog gerne, at det ikke var en del af nogen større masterplan. “I sommeren 2019 læser jeg tilfældigt, at der er Fynsmesterskaber i Folkebåd i Kerteminde. Lige den weekend har jeg heller ikke nogle planer, og så spørger jeg min kone, som jeg sejlede Snipe med i begyndelsen af 90’erne, om hun ville være med til at sejle, hvis vi kunne låne en båd. Det siger hun ja til, og det gør en af mine voksne døtre også. Det var nye toner, for alle mine børn er endt med at spille tennis i stedet for at sejle,” siger Morten Henriksen. Det lykkedes ham at låne en båd fra Faaborg, og så var familien i gang. De får sejlet nogle sejladser, hvor resultaterne er noget blandede. Men de finder det tilpas sjovt til, at de køber deres egen båd.
Et frirum
Siden har Morten Henriksen kun skruet op for aktiviteterne i Folkebåden. En central årsag er fællesskabet og det sammenhold, han får med sin familie, venner og andre folkebådssejlere. “Det sjove ved at sejle Folkebåd er ikke glæden ved at sejle en båd, der er lynhurtig eller at lykkes med en masse manøvrer, der sidder lige i skabet. Det sjove er at være sammen med mine venner og familie og snakke om sejlads, men også alt muligt andet,” siger han. At sejle Folkebåd giver også Morten Henriksen et tiltrængt frirum. ”I mit arbejde taler jeg fra tidlig morgen til sidst på eftermiddagen med rigtig mange mennesker, som er i en svær periode af deres liv. Man går igennem meget gråd og tænders gnidsel i løbet af dagen, og så er det rart at komme ud og få noget frisk luft,” siger han.
Socialt sammenhold i barndommens bugt
Morten Henriksen oplever, at der er en helt speciel stemning, der omgiver miljøet omkring Folkebåden. En mere afslappet stemning, hvor albuerne er mindre spidse. “Jeg har oplevet andre klasser, hvor man generelt lever i sin egen lille verden. Man spiser kun med sit eget hold og bruger ingen tid med de andre. Det er stik modsat i Folkebådsklassen. Her er det mit indtryk, at det er en stor familie, hvor man bruger tid sammen og hjælper hinanden, og det tiltaler mig,” siger han. Derudover giver det at sejle Folkebåd en anledning til at genopdage Kerteminde Bugt, som Morten Henriksen ellers nær havde glemt. “Folkebåden sender mig tilbage til min barndom. De seneste 10 år har jeg sejlet mere på Biscayne Bay i Miami, end jeg har sejlet i Kerteminde Bugt. Og at komme ud og sejle på Kerteminde Bugt igen og lære den at kende, har været helt fantastisk,” siger han og peger på, at det gode selskab også spiller en rolle. “Det er skønt at sejle med mine gamle sejlervenner. Vi er godt nok alle blevet ældre og gråhårede, men det er de samme gode mennesker. Det har været sjovt at være sammen med dem igen, sidde sammen i klubhuset efter en sejlads, få en pilsner og fortælle røverhistorier,“ siger han.
Kamp om klassemesterskabet
I sommeren 2020 deltog Morten Henriksen i klassemesterskabet i Folkebåd. Det var oprindeligt meningen, at han skulle have sejlet med sine tvillingedøtre og kone, men de sprang over, da der var optræk til meget vind. I stedet sprang gasterne Kasper Helweg-Larsen og Marc Wain til. Og det gjorde de med stor succes. I båden Nefertiti, DEN 1152, udklasserede de konkurrenterne ganske suverænt. Og når det igen bliver sommer og coronarestriktionerne måske tillader at sejle et regulært Danmarksmesterskab, så regner Morten Henriksen med at være med i feltet. Denne gang med tvillingedøtrene og formentligt også en fjerdemand i skikkelse af Marc Wain. “DM er jo klassens største begivenhed, og det er fedt, at alle folkebådssejlere, der kan lide at sejle kapsejlads, kommer. Men det er ikke kun sejladsen. Det handler i lige så høj grad om de mennesker, man møder, og de samtaler, man har over en kold pilsner,“ siger Morten Henriksen.
Beretning fra Silverrudder 2020: Min fynske odyssé
Læs Petra Jørs' beretning om hendes første forsøg på at gennemføre single hand-sejladsen Silverrudder i 2020. Beretningen vandt Englænderpokalen 2021.
Jeg ved, jeg skriver til et publikum, der bærer en lang, spændende og til tider farefuld sejlerkarriere i rygsækken. Derfor kan min spæde og korte karriere til søs nok næppe kaldes en odyssé. Dog vil jeg tillade mig at bruge betegnelsen om mine strabadser rundt om Fyn til den verdensberømte single hand-sejlads Silverrudder.
Først vil jeg fortælle lidt om mit ophav, mit lille hav rundt om Ærø. Dér, hvor alting begyndte engang for 20 år siden. Sejlads er en hobby for mig, som jeg aldrig rigtigt har gjort så meget ved, når man sammenligner med andre sejlsportsfolk rundt omkring i Danmark. Det har, efter min egen bedømmelse, noget med økulturen at gøre. Min familie stammer fra én af Danmarks største maritime miljøer, nemlig Marstal på Ærø. Min ærøske slægt er flere generationer tilbage vokset op med en far til søs. En fraværende sømand, der kom hjem med oplevelser i ærmet. Både død, ulykke, eksotiske krydderier og udstoppede dyr. Ja, havet var overlevelse. Sådan er det heldigvis ikke helt længere, men det tror jeg har præget min tilgang til sejlads, og derfor skylder jeg det et par linjer.
Siden jeg startede min egen fortælling til søs i Optimistjollen, har jeg altid haft en lille iboende frygt for havet plantet i kroppen. Men, som så meget andet, må man gøre det nok gange, udfordre grænser og bruge tid, masser af tid. Det har jeg sat mig for, og derfor valgte jeg, stærkt inspireret af min far, at stille op til Silverrudder i min egen Folkebåd Pegasus, DEN 639, med tanken om at kunne udfordre mig selv, lære båden rigtig godt at kende og nyde mit helt eget selskab. Jeg havde ikke ambitioner om noget som helst andet end i hvert fald at sejle over startlinjen. Så jeg meldte mig til.
I starten af september begyndte jeg at skænke den forestående marathon-sejlads en tanke godt hjulpet på vej af mit kyndige bagland af erfarne sejlere. Jeg indså pludselig, at jeg hverken kunne bruge tid på studier eller arbejde i ugen op til. Jeg måtte gå all-in for at rigge båden ordentligt til inden start.
Nå, men fredag d. 18. september 2020 oprandt. Der var meldt milde vinde og stærk medstrøm ved starten ud for Christiansmindebroen i Svendborgsund. Jeg skulle bare ud i det. Løbet med ’small keelboats’ startede kl. 11.00, og vi skulle østen rundt om Fyn. Så meget vidste jeg.
Jeg kom for sent til starten, men da de fleste både bare lå og drev og valgte de forkerte hjørner ud gennem det smalle løb, kunne jeg virkelig bruge alt det, jeg havde lært om strømmen i Svendborgsund. Jeg kunne i hvert fald holde lidt gang i båden i forhold til de andre. Da jeg rundede sidste bøje lige syd for Thurø, kom der vind. Overraskende nok så meget vind, at jeg løb 4-5 knob. Det lettede. Nu kunne jeg nyde sejladsen med selvstyreren på og masser af herlig proviant i køletasken. Min far kom blæsende forbi i sin 11-meter med flyvesejlene oppe. Det var dejligt at vide, vi var i det ”sammen”.
Vinden skulle dø, så det var bare om at sejle på det, der var. Der skulle stå vind under Fyn, og den ville være agterlig op gennem Storebælt. Det holdt. Jeg bommede et par gang uden de store problemer. Helt oppe ved lavbroen døde vinden dog lidt ud, så der endte jeg med at gå fra kryds til læns og tilbage igen, da jeg kom ud på den anden side af lavbroen. Her havde jeg til gengæld opsnuset, at jeg måtte fange medstrømmen ude i bæltet.
På kryds fungerede min selvstyrer knap så godt, så jeg bandt et stykke snøre til rorpinden, der gik rundt om spillet. Så kunne jeg sidde lidt i læ af alting bag skottet og alligevel styre. Nu var mørket snart ved at falde på, det ville blive koldere, og jeg måtte fokusere på at holde mig varm og mæt. Jeg klædte mig på med uldundertøj, heldragt, lavede te og suppe med varmt vand fra termokanden. Næste farvandsafmærkning var på vestsiden af Romsø. Jeg skulle have lanternerne og pandelampe i gang.
Ved toppen af Fyns Hoved valgte jeg at fortsætte et godt stykke nordpå. Pludselig følte jeg mig virkelig på udebane. Der var trafikruten og mange både omkring mig. Sejlbåde med toplanterner kan være svære at se i mørket…
Der tikkede en besked ind fra min faster, der var på nattevagt: ”Kære Petra, De varmeste tanker og knus til dig derude på havet! Håber alt vel, og det ikke er for koldt for dig!! Det er bare så flot og sejt, at du deltager i sådan et ekstremt foretagende!! Er meget stolt, og alle på skadestuen er orienteret! Kan du nu holde modet oppe derude og husk, bedstefar passer på dig i den stjerneklare nat!”.
Guud ja… Natsejlads er jo noget helt magisk. Det er barndomsminder fra de lange sommerture i vores familiebåd. Det er min gamle bedstefar ved roret med ild i piben. De minder beroligede mig. Nu havde jeg ganske få betænkeligheder ved at sidde dér ved rorpinden alene.
Da alle indtrykkene havde lagt sig, kunne jeg virkelig nyde øjeblikket. Jeg havde udsigt til en ’New York skyline’ af lanterner, stjerneskud på himlen, varme og tid. Tid til at fundere over mange ting, også min søulk af en bedstefar, jeg mistede for et par år siden. Som natten skred frem, kom trætheden, men heldigvis havde jeg mine supporters på land i røret et par gange til at holde mig gående. Snak om vejrudsigter, strømforhold, sejltrim…
Jeg havde forbavsende længe Æbelø i sigte. Endelig, endelig rundede jeg den til bagbord. Dagen gryede, og jeg begyndte for alvor at blive ukoncentreret og træt. Jeg satte mig med rorpindsforlængeren i hånden og blundende. Så snart jeg mistede grebet om rorpindsforlængeren, vågnede jeg. Et godt trick, jeg havde lært.
Ved halvsekstiden var jeg helt ude af stand til at holde mig vågen, følte jeg. Jeg ringede min mor op og sagde: ”Fortæl mig bare noget. Hold mig vågen”. Jeg lå og krydsede inde under Båring Vig. Vinden var døende, og modstrømmen i Lillebælt truede forude. Jeg ringede min far op. Han havde kastet anker ved fem-tiden ved Strib Fyr og berettede om vindstille og stærk modstrøm. Der var opgivende vejrudsigter for det næste døgn.
Jeg måtte lægge en plan. Jeg kunne holde mig oppe ved tanken om, at jeg kun skulle holde ud til Strib Fyr, hvor jeg kunne vække min far. Nu gjaldt det derfor kun de sidste krydsben. Jeg skulle fange den svage vind, der stod, og søge strømlæ ved indsejlingen til Tragten.
Da solen stod op og for alvor slog igennem ved syv-tiden, var jeg flyvende igen. Ny dag, solskin og morgenmad. Jeg havde følelsen af at kunne fortsætte sejladsen i det uendelige. Ved middagstid blev jeg samlet op af min far, der havde givet op. Rundt om hjørnet under Lillebæltsbroen kom en skov af sejl til syne. Det så fuldstændigt umuligt ud at stævne strømmen. Tragten levede op til sit navn, som den så tit gør.
Vi fik manøvreret os op på siden af hinanden, lod sejlede gå og tændte påhængsmotoren. Sikke en lettelse. Jeg havde sejlet 25 timer nonstop siden dagen før. Jeg ringede og meldte mig udgået. Det lykkedes først at komme igennem på telefonlinjen i tredje forsøg. Der var andre end mig, der havde kastet håndklædet i ringen.
Så var det hjem mod Marstal, det vil sige motorsejlads de næste 12 timer. Jeg kunne endelig gå under dæk og få et par timers søvn.
Kun 8% af det samlede deltagerfelt gennemførte Silverrudder 2020. Jeg melder mig klar igen næste år med et endnu stærkere håb om at kunne gennemføre!
Beretningen er bragt i forårsudgaven af FolkebådsNYT 2021.