En god Folkebådssejler og en god kammerat har sluppet rorpinden
Udskriv
Bruno Quist Aabenraa er død den 3. juni 2022 – født den 26. august 1937.
Bruno var udlært som smed på Callesens Maskinfabrik i Aabenraa. Han rejste til New Zealand, men vente tilbage da hans far døde. Han overtog faderes cykelforretning i Aabenraa. Hans øgenavn blev derfor ”æ cykelsmej”.
Bruno startede i piratjolle i 1949. Snedker Kruse i Aabenraa byggede en del joller, som blev solgt til unge drenge i byen.
I 1965 købte han og Henrik Reese glasfiber finnjoller ved Sønderjysk Elektro i Aabenraa. Samme år startede han i Folkebåd i 289 Amiga. De følgende år blev det til flere både: 457 – 593 – 620 – 840 – 556 -og til slut 929 som blev solgt i 2019. Det blev til 54 år i klassen.
Bruno har deltaget i flere end 140 kapsejladser og de bedste resultater var 1982 DM på hjemmebane i Aabenraa – nr. 5 af 78 deltagere. 1984 DM i Sønderborg igen nr. 5 af 95 deltagere. Desuden mange 1., 2. og 3. pladser i lokale stævner i Lillebælt og Nordschleswig.
Den sidste udenbys sejlads var i 2006 på Schlei.
En god kammerat og en god sejler – Æret være hans minde.
Per Damm