Af Petra Jørs, Pegasus, DEN 639
Denne beretning skal handle om mit andet forsøg på at gennemføre den 134 sømil lange singlehand-sejlads rundt om Fyn kaldet Silverrudder eller på dansk Sølvroret.
Med en forårssæson der mest af alt blevet brugt på et kontor i Stockholm, kun afbrudt af lidt J80’er-sejlads ud for den stockholmske ø Djurgården, var min Folkebåd stadig at finde på land, da jeg vendte snuden hjemad til Danmark i august. Det betød et par intensive dage med klargøring, før jeg endelig kunne sætte næsen op efter at deltage i Sølvroret, der skulle løbe af stablen fredag d. 17. september 2021. Denne gang i en mindre coronaramt udgave end året før. Torsdagen blev derfor en dag, hvor jeg med erfaringerne rigere fra sidste år både havde tid og overskud, men også mulighed for at nyde synet af de mange deltagende både og snakke med sejlere fra nær og fjern.
Fredag morgen gik starten med slæk på skøderne over startlinjen ud for Christiansminde. Vi blev, som sidste år, sendt øst rundt om Fyn. Der var en del modstrøm ud gennem Svendborgsund. Jeg gik i strømlæ inde under Thurø, hvorefter jeg krydsede renden og gik over under Tåsingesiden.
Ude på Lunkebugten kunne man mærke, at der var god vind. Efter at have rundet Thurø Rev-bøjen gik det nøjagtigt for en foranfortværs 6-7 m/s op langs Fyn med kurs mod Storebæltsbroen. Der var til gengæld stærke kastevinde, men ikke mere end at jeg følte mig totalt tryg nede i cockpittet på mit gode skib Pegasus. Med udsigt til en X79’er, der havde rebet storsejlet og kæmpede noget på løjgangen for at holde båden stangen, priste jeg mig lykkelig for mit klinkbyggede og stabile vidunder, der endda bar fulde sejl. Der var dog heller ikke meget afslapning ombord hos mig, for jeg sad klinet til roret. Dette pga. vindretning og -styrke, der simpelthen gav for stort et rorpres til, at min selvstyrer kunne klare det uden massive udsving. På daværende tidspunkt var jeg dog lykkelig uvidende om, at projekt selvstyrer ikke skulle blive en realitet, før jeg nåede det Sydfynske Øhav igen.
En kamp mod vind, strøm og træthed
Det gik ganske strygende, indtil jeg passerede lavbroen i Storebælt. Så gik vinden i nord, og det blev til kryds. Jeg nåede et par lange krydsben, inden vinden gik i nordøst, og rundede Fynshoved ved mørkets frembrud. Inden da havde jeg fået sat lanternerne på både for og agter. Heldigt at jeg var så fremadskuende, for det blev endnu hårdere arbejde nord for Fyn. En vindstyrke i perioder helt op til 14 m/s i stødene holdt mig i cockpittet og krævede, at jeg sad klinet til rorpinden de næste mange timer med en fok, jeg ikke kunne spile ud, men som blot blev hevet godt hjem, så den ikke stod og slog for meget.
På lænsebenet nord for Fyn blev jeg udfordret ift. at sikre mit velbefindende, dvs. væske- og madindtag, tøjskift og bevægelse. Det blev der ikke meget af, men ganske heldigt havde jeg fået feltmad forærende af en bekendt, der netop havde noget i overskud fra sin seneste distancesejlads. Det skulle opvarmes med én enkelt kop vand, der aktiverede et varmeelement i emballagen. Det betød, at jeg i de kritiske nattetimer fik varmt mad og efterfølgende kunne bruge varmeelementet til at sidde på. Meget anbefalelsesværdigt!
I takt med at jeg nærmede mig Lillebælt, blev det et kapløb med strømmen, der ville vende ved firetiden. Det forløb planmæssigt, indtil jeg nåede Tragten, hvor jeg dels blev indhentet af en anden Folkebåd, men også ramte vindstille. Det var faktisk et ganske hyggeligt pusterum tæt omkranset af land og lys fra både Middelfart og Fredericia. Et tiltrængt hvil ovenpå de seneste mange timers hårde arbejde ved rorpinden. Samtidig var jeg løbet ind i min far, der deltog i vores familiebåd, en Hallberg Rassy 41, der er præcis samme årgang som min Folkebåd. Det gode år 1977. Synet af vores Hallberg Rassy er lig med tryghed for mig. Min kære bedstefar købte båden tilbage i starten af 1980’erne, og den har været i familiens eje lige siden, nu med min far ved roret. Midt i den snævre og stille tragt fik jeg lidt snak over rælingen med min far. Vi forsikrede hinanden om, at vi ville nå forbi Fænø, inden strømmen skulle vende. Min far strøg forbi mig på den anden side af Lillebæltsbroen, hvor der kom lidt vind, der dog kørte noget rundt. Jeg kæmpede lidt med den anden Folkebåd, mens manglende koncentration og træthed ramte mig som en hammer.
Sikkerhed først
Ud for Fænø vendte strømmen for alvor, mens jeg lå og kæmpede med at fange den minimale vind, der var. Jeg kunne se morild i vandet, der indikerede, at strømmen var stærkere end den fart jeg skød gennem vandet. En endnu større træthedskrise ramte mig. Jeg var virkelig presset til det yderste og kunne slet, slet ikke se mig ud af situationen. Muligheden for at kaste anker eksisterede, men det var nok bedst, hvis det kunne blive inde i Gamborg Fjord eller endnu længere nede ved Føns Vig. Min far var nået ud på den anden side af Tragten og forbi Fænø, så han var i telefonen med sine opmuntrende ord og operative hjerne, der foreslog, at jeg gik ind og kastede anker for at få noget søvn. Man har sikkert tydeligt kunne se på TracTrac, at mine krydsben blev noget mere hakkede og ukoncentrerede. Lyset kom snigende ved fem-tiden, og jeg var nu endelig ude på den anden side af modstrømmen. Der kom mere vind, men det hjalp ikke på min zombie-tilstand. Jeg havde sat mig op efter en plan, der lød, at jeg sammen med min far ville kaste anker i Føns Vig og få et par timers hvile.
Det var virkelig et lettelsens suk, da jeg gik på fordækket, lod sejlene gå og dumpede ankeret i præcis kl. 6.00 lørdag morgen ud for Ålehoved. Jeg meldte min pause til Silverrudder-teamet, satte mig i cockpittet og nød et par minutters stilhed, mens jeg satte endnu en varm pastaret til livs. Det var virkelig en lettelse og ikke mindst en nydelse at have udsigt til solopgang og vores Hallberg Rassy, der lå for anker et par 100 meter væk.
Selvom køjen er lidt for kort til mine lange ben, har jeg aldrig sovet så godt, som da jeg lagde mig under soveposen den morgenstund. Jeg sov som en sten indtil kl. 11.30, hvor jeg vågnede til sol og vind.
Sidste, men laaange etape
Jeg lettede anker samtidig med min far og begav mig ud på endnu et kryds. Vinden var gået i sydvest. Kryds var for tidligt at blive træt af, for det skulle fortsætte de næste 12 timer. Efter godt fem timers søvn var jeg dog ved rigtig godt mod. Selvstyreren blev endelig taget i brug. Jeg hørte musik, snakkede i telefon og nød livet med udsigt først til Bågø og senere Helnæs. Det var tyndet godt ud i de deltagende både. Os, der var blandt de få tilbageværende, udvekslede anerkendende vink og forstående blikke, når vi passerede hinanden. Krydset fortsatte i det uendelige, da vinden gik endnu mere i syd og senere sydvest. Mørket ramte ud for Avernakø. Dog skulle denne natsejlads tilbringes i mere kendte farvand med alle mine barndomsøer på styrbord side – Lyø, Avernakø, Drejø, Skarø og som den største af dem alle lå Ærø og tronede i baggrunden.
På vej ind gennem Svendborgsund var jeg dybt koncentreret. Nu gjaldt det de aller, allersidste krydsben. Jeg nåede at indhente og overhale hele fire-fem både, der ganske sikkert var endnu mere udmattede af træthed end jeg. Jeg holdt mig under Tåsinge-siden, så godt det nu kan lade sig gøre, da der var en del modstrøm ude i den dybe rende. Til gengæld passede jeg på med at gå for tæt ind under land henne ved broen, da skoven giver utilregnelige kastevinde. Dyrebar viden min gode sejlerven Lars har lært mig.
På den anden side af Svendborgsundbroen kunne jeg pludselig skimte en tomastet sejlbåd forude. Det var min far. Nu kunne det kun gå for langsomt. Jeg skar direkte over mod mållinjen og Christiansminde, så snart jeg kunne holde fri af Vindebyøre. Min far gik over mållinjen, inden jeg nåede ham. Et minuts tid blev jeg truttet i mål og nåede op på siden af ham med ordene: ”Hej far!”. Han havde ikke ænset, at jeg var i hans nærhed, så det var en glædelig overraskelse, at jeg tilfældigvis indhentede ham nøjagtigt ved målgangen.
Jeg gennemførte, som én blandt seks kvinder. Jeg gjorde det godt nok på en tid, der nærmede sig 39 timer. MEN JEG GJORDE DET!